B12-vitamin – vigtig for bloddannelse, nervesystem, immunsystem, psykologiske funktioner

B12-vitamin er vigtig for sundhed og velvære
B12-vitamin er et kompliceret vitamin, som mange får for lidt af eller optager for lidt af.

B12-vitamin har stor betydning for, hvordan du har det, fordi det blandt andet er nødvendigt for at danne nye røde blodlegemer, og for at nervesystemet fungerer optimalt.

Alligevel er B12-vitamin et af de vitaminer, som mange mennesker får for lidt af.

B12-mangel er ikke kun almindelig blandt vegetarer, men også blandt ældre og andre dele af befolkningen. Den mest almindelige årsag til B12-mangel er dog, at kosten ikke indeholder animalske fødevarer eller kun indeholder små mængder.

Eftersom det meste B12 i en almindelig kost kommer fra animalske fødevarer, forekommer B12-vitaminmangel ikke nær så ofte hos personer, der spiser kød og andre animalske fødevarer, som hos personer, der fravælger animalske fødevarer.

Der er dog undtagelser:

  • Manglende dannelse af stoffet intrinsic factor (et såkaldt glykoprotein), som er nødvendig for optagelsen af B12-vitamin, giver B12-mangel, medmindre du indtager B12-vitamin i høje doser eller får det som injektioner hos lægen.
  • Et meget højt alkoholforbrug giver B12-mangel.
  • Alderdom i kombination med fordøjelsesproblemer giver væsentlig øget risiko for B12-mangel.
  • En række lægemidler hæmmer optagelsen af B12-vitamin og kan give B12-mangel.

I en undersøgelse fra 2000 med 2.999 deltagere opdagede forskerne, at hele 39% af deltagerne havde mindre end den anbefalede mængde B12 i blodet.

Der kan være flere mulige forklaringer på, at B12-mangel eller ikke-optimale mængder B12 også er forholdsvis udbredt blandt kødspisere, der ikke tager kosttilskud med B12. Den moderne livsstil er givetvis en af de væsentligste forklaringer.

Den letteste og mest sikre metode til at få nok B12-vitamin er at tage kosttilskud, der indeholder B12.

En kost uden animalske fødevarer mangler B12-vitamin

B12-mangel er udbredt hos vegetarer, der fravælger kosttilskud med B12. De er i stor i fare for at komme til at mangle vitaminet. Det gælder især veganere.

Der er flere næringsstoffer, som vegetarer bør være opmærksomme på, at de får nok af. Læs evt. mere på vegetarkost.dk. Men især B12-vitamin kan spille en afgørende rolle for, om en kost uden eller næsten uden animalske fødevarer forbedrer din sundhed — eller om du på længere sigt får alvorlige problemer.

Derfor bør alle, der fravælger animalske fødevarer, tage tilskud med B12-vitamin.

Hvis du ønsker at få taget en blodprøve for at afgøre, om du mangler B12-vitamin, eller hvis lægen henviser dig til en blodprøve, er det vigtigt at være klar over, at målingen ikke med sikkerhed viser, om du mangler vitaminet.

Mange potentielle problemer med B12-vitamin overses

Af flere grunde er B12-vitamin et spøjst og kompliceret vitamin, og der er en udpræget tendens til at undervurdere de problemer eller potentielle problemer, der kan være forbundet med vitaminet.

Problemerne med B12 er:

  1. optagelsen er lav, og hos nogle mennesker meget lav eller ikke-eksisterende. Mere om optagelse af B12.
  2. en test for B12-mangel hos lægen er ikke 100% pålidelig (lægen kan tage yderligere prøver for at være sikker, men gør det sjældent). Du kan dog være rimelig sikker på, at du har nok B12 i kroppen, hvis en blodprøve for B12 viser en værdi over 250 pmol/l, og du ikke har tegn på B12-mangel. Men der kan være sjældne undtagelser. Personer, der udelader animalske fødevarer fra kosten, bør fx altid tage tilskud af B12-vitamin. Læs mere om test for B12-mangel.
  3. mangelsymptomer kan især i starten være vage eller ligne andre problemer. De kan også variere en del fra person til person. Mere om mangelsymptomer.
  4. kroppen har som regel (men ikke altid) et stort lager af B12-vitamin (ofte nok til flere års forbrug) og er i stor udstrækning i stand til at genbruge vitaminet, hvilket er grunden til det lave daglige behov. Netop fordi de fleste kan gå meget længe uden at få B12 i kosten eller fra kosttilskud, før der opstår alvorlige problemer, undervurderer mange, hvor store problemer de kan løbe ind i, når deres lager af vitaminet er ved at være udtømt. Mere om kroppens lager af B12.

Mangelsymptomer på B12-vitamin kan både være milde og alvorlige

Mangel på B12-vitamin kan udvikle sig til en række meget alvorlige problemer, og det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at tage kosttilskud med B12-vitamin, hvis kosten ikke indeholder nok, eller du ikke optager nok fra kosten.

Først er der ingen symptomer, hvis du mangler B12. Dernæst begynder du måske at blive mere træt og oplever mindre mental energi og koncentrationsbesvær. Symptomer, som let kan skyldes så meget andet.

Fordi du ikke oplever symptomer i starten, og fordi du derefter sandsynligvis kun oplever vage eller milde symptomer, som du måske ikke sætter i forbindelse med B12-mangel, er der risiko for, at du ikke opdager en mangel, før den begynder at blive mere alvorlig.

Det sker især, hvis du er blevet overbevist om, at dine symptomer skyldes noget andet, så du ikke tager tilskud, selv om mangelsymptomerne begynder at blive tydelige.

B12-mangel kan blandt andet give blodmangel samt skade dine nerver, dit immunsystem og dine knogler.

Hvis du er vegetar …

Hvis du er vegetar — og især hvis du er veganer (og konsekvent udelader alle animalske fødevarer fra kosten), bør du tage tilskud af B12-vitamin. Det gælder uanset, om du oplever mangelsymptomer og uanset, hvad en blodprøve hos lægen eventuelt viser.

Hvis du af en eller anden grund bare ikke vil tage kosttilskud — hvis du fx ikke tror, at du mangler vitaminet — bør du i det mindste regelmæssigt få foretaget en mere præcis test hos din læge (frem for kun den gængse blodprøve, der måler B12 i blodet), så du er helt sikker på, at du stadig har nok B12 i kroppen. Den almindelige blodprøve er ikke nok til at afgøre, om du har nok B12 i kroppen.

Hvis du oplever mangelsymptomer, er det vigtigt at tage tilskud af B12-vitamin (mindst 100 mikrogram dagligt eller 1.000 mikrogram to gange om ugen) indtil næsten gang, du bliver testet hos lægen.

Skrækscenariet er, at skaderne fra B12-mangel bliver uoprettelige. Det sker heldigvis sjældent. Det er normalt forholdsvis let at undgå B12-mangel, og du kan sandsynligvis hurtigt genoprette et normalt niveau i blodet, hvis du mangler vitaminet.

Bemærk:

Hvis du inkluderer moderate mængder animalske fødevarer i din kost, ikke har symptomer på B12-mangel, og du ikke har hæmmet optagelse, mangler du sandsynligvis ikke B12-vitamin.

Fordi B12-vitamin kan virke opkvikkende (hvis du tager en høj dosis), bør du ikke tage en stærk B12-vitamintablet om aftenen, især ikke hvis du bemærker, at du får sværere ved at falde i søvn eller får en mere forstyrret søvn.

Der kan være mange og væsentlige fordele ved at vælge en plantebaseret kost, men en plantebaseret kost uden tilskud af B12-vitamin er risikabel og kan på længere sigt give alvorlige problemer — både med den fysiske og psykiske sundhed.

Læs også om tilskud af B12.


Skriv gerne din mening, et spørgsmål eller forslag til forbedring af hjemmesiden nedenfor:

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

2 kommentarer til “B12-vitamin – vigtig for bloddannelse, nervesystem, immunsystem, psykologiske funktioner

  1. Jeg havde problemer med stort hårtab og var efterhånden sikker på, at min frisure skulle være noget med ‘hintehår’ – Min frisør anbefalede B12 vitaminer, som jeg begyndte på. Efterfølgende konsultation hos en hudlæge gav stort set det samme resultat. Efter et par måneder begyndte jeg at se små, nye hår titte frem, og nu står håret i et put om hovedet på mig, og min brede skilning og bare hvirvel er borte. Jeg taber ikke hår længere. Den forandring har taget ca 3/4 år-
    PS Jeg er kvinde og 71 år, så det er nok aldersmæssigt betinget hos mig.

Skriv en kommentar